Tilbage til Undervisning/rådgivning

En frivillig fortæller om det at yde rådgivning og møde det enkelte menneske i øjenhøjde

Hiba Osman fortæller om det at yde rådgivning og møde det enkelte menneske i øjenhøjde

”Jeg blev kaldt ud til en afdeling, hvor en somalisk mand, skulle have foretaget en større og risikabel operation, som blandt andet betød, at han skulle ligge på isolationsstue i 3 uger efter operationen. Manden havde frabedt sig alt besøg, også fra kone og børn, og sygeplejerskerne syntes, det var en barsk beslutning. De var bekymrede for, om manden nu også helt havde forstået situationen.
Da jeg kom ud på afdelingen, satte jeg mig ned sammen med personalet. Jeg kunne høre, på det de sagde, at de var utrolig omsorgsfulde overfor deres patient. Men et eller andet sted handlede deres usikkerhed og bekymring også om, at de havde en forventning om, at manden som patient med anden etnisk baggrund selvfølgelig ville være interesseret i at få mange besøgende.
Igennem vores snak fik jeg perspektiveret situationen. Sagde, at manden måske ikke længere forventede at få besøg, fordi han nu havde været syg i lang tid, eller at sygdomsforløbet havde gjort at han ikke havde det helt store netværk. Og vi snakkede lidt om, at alle jo ikke oplever tingene ens, og bare fordi han ikke talte perfekt dansk, betød det jo ikke, at han ikke mente, det han sagde.
Jeg havde på fornemmelsen, at personalet gerne ville have, at jeg gik ind og talte med patienten. Men jeg syntes ikke, at det gav mening, at jeg gik ind og bankede på, når han havde sagt nej tak til en besøgsven.
Det, som jeg kunne råde personalet til, var at fortælle ham om ERTs tilbud igen. Måske var han bare ikke interesseret i mig som besøgsven, fordi jeg var en kvinde, men gerne i en mandlig besøgsven? Jeg opfordrede dem til at snakke åbent med ham, at gå i dialog og få afklaret deres tvivlsspørgsmål.” Hiba Osman, studerende